Jeg har ikke lavet et indlæg længe, da jeg har haft travlt med at få styr på mit liv.. Jeg måtte i Oktober gå på "syge orlov", fra gymnasiet, pga ukontrolleret diabetes. Min diabetes gik helt "gak", og jeg endte med at besvime flere gange om dagen. Senere fandt lægerne ud af at jeg har angst, og at det er derfor jeg besvimede. Angsten kommer fra voldsomme oplevelser med min diabetes, bl.a. farligt ketontal, voldsomme, akutte indlæggelser og hypoglykæmi anfald (insulinchok).
Nu har jeg gået hjemme og lavet INTET i snart 8 måneder.. Vi har fået nogenlunde kontrol over min angstanfald, men min diabetes er stadig helt ude af kontrol.
Og jeg må indrømme at jeg er begyndt at føle det er lidt håbløst. Vi retter i min basal og bolus, men det svinger stadig helt vildt, også selvom jeg tager min insulin til mine måltider. Jeg har nu i mange år døjet med det, og det er svært at blive ved med at finde overskud til at blive ved.
Jeg ved godt at det er normalt at når man er teenager, forandrer kroppen sig, og derfor forandrer behøvet for insulin sig også.. Og når man er inde i stresset perioder (f.ekt når man starter på en ny skole) reagere kroppen også anderledes på insulin. Men selvom jeg har taget hensyn til alt det, så svinger det stadig helt vildt.
Jeg kan læse på nettet at mange diabetikere døjer med angst og depression. 16% af alle med diabetes type 1, lider også af en psykisk lidelse.
Jeg ved at jeg langt fra er den eneste diabetiker der er igennem en hård periode, men jeg kæmper videre. Jeg bliver ved med at prøve mit bedste og holde hovedet højt, og det håber jeg også i gør..
Og et godt råd, er at finde en (eller flere), som i kan snakke med om det, som forstår jer. Jeg har en veninde, som selv har diabetes, og jeg snakker altid med hende om mine problemer. For hun forstår mig bedre end mine venner som ikke har diabetes, og det er nok fordi hun selv har levet med sygdommen i mange år, og selv kender til de hårde perioder.
Jeg håber at i har nydt dette blog indlæg, og jeg lover at jeg nok skal blive bedre til at lave indlæg lidt oftere. I kan også skrive til mig på facebook, hvis i har nogen emner i gerne vil have jeg skal skrive om med hensyn til min hverdag med diabetes.
(https://www.facebook.com/ida.s.thrane)
Husk, du er aldrig alene med dine kampe, der er altid nogen der gerne vil hjælpe!
Jeg ved godt at det er normalt at når man er teenager, forandrer kroppen sig, og derfor forandrer behøvet for insulin sig også.. Og når man er inde i stresset perioder (f.ekt når man starter på en ny skole) reagere kroppen også anderledes på insulin. Men selvom jeg har taget hensyn til alt det, så svinger det stadig helt vildt.
Jeg kan læse på nettet at mange diabetikere døjer med angst og depression. 16% af alle med diabetes type 1, lider også af en psykisk lidelse.
Jeg ved at jeg langt fra er den eneste diabetiker der er igennem en hård periode, men jeg kæmper videre. Jeg bliver ved med at prøve mit bedste og holde hovedet højt, og det håber jeg også i gør..
Og et godt råd, er at finde en (eller flere), som i kan snakke med om det, som forstår jer. Jeg har en veninde, som selv har diabetes, og jeg snakker altid med hende om mine problemer. For hun forstår mig bedre end mine venner som ikke har diabetes, og det er nok fordi hun selv har levet med sygdommen i mange år, og selv kender til de hårde perioder.
Jeg håber at i har nydt dette blog indlæg, og jeg lover at jeg nok skal blive bedre til at lave indlæg lidt oftere. I kan også skrive til mig på facebook, hvis i har nogen emner i gerne vil have jeg skal skrive om med hensyn til min hverdag med diabetes.
(https://www.facebook.com/ida.s.thrane)
Husk, du er aldrig alene med dine kampe, der er altid nogen der gerne vil hjælpe!
